My og Otto passer dyr for penge.
De vil nemlig gerne tjene penge.
My og Otto elsker alle dyr - næsten.
Otto er bange for frøer.
Og da de to skal passe en farlig oksefrø, får de et problem.
Sød serie af Puk Krogsøe om de to børn, My og Otto, der etablerer en pasningsordning for husdyr for at tjene lidt ekstra lommepenge. Det KAN godt være hårdt tjente penge, for måske er det ikke nemt at klare alverdens dyr. Hvad nu, hvis det ikke kun er søde, små hunde og søde katte? Hvad, hvis dyrene måske er farlige? Eller giftige? Sjov og humoristisk serie om to entreprenante børn, der finder ud af, at det måske ikke altid er nemt at omsætte en god ide til praksis.
En rigtig fin bog, der passer til børn i 1.-4.klasse.
Billederne passer godt til handlingen og understøtter forståelsen på bedste vis.
Da vi læste bogen højt i et læsebånd med elever fra 0.-5.klasse, blev der reageret med både bekymrede ansigter, store smil og lidt nervøse kommentarer omkring det at passe sådan en stor frø.
Vi talte en del om det at være bange for dyr, hvilket de fleste kunne nikke genkendende til. Da flere nævnte, at de var bange for edderkopper, kunne vi glade henvise til tredje bog i serien, der handler om edderkopper.
Vi giver bogen 4,5 stjerner.
Bogen kan købes her.
Comments