• Ditte

En tosset sommerferie og jomfruen, der blev væk


En tosset sommerferie og jomfruen, der blev væk er en rejse tilbage til dengang, solen skinnede hele sommeren. Hvor colaen var uden farve, og et studenterbrød kunne købes for 75 øre. Her møder man Jens og lillebroren Luffe samt deres helt almindelige familie. En mor og far som den slags er flest. Og en storesøster som den slags er færrest.


Jens, Luffe, forelskede Lotte, pensionisten og ludokongen Osvald, camping på Birkø, Cirkus Walstrøm og tyveriet af maleriet Den fortabte jomfru bliver ingredienserne i en livlig fortælling med fart over feltet. Men også en fortælling, der berettiget stiller spørgsmålstegn ved, om man kan klappe en hest – når man ikke har en hest, om det er muligt at sætte ny verdensrekord i 100 meter brystsvømning iført svømmevinger, og ikke mindst om det er rimeligt at navngive sin yngste søn Herluf?


Gør jer klar til en herlig historie om en sommerferie, der i den grad blev tosset, og en jomfru, der i den grad blev væk.


Rasmus fra 5.klasse har læst bogen. Han skriver:


Den handler om en tosset sommerferie, hvor et billede bliver væk i en rejse tilbage til dengang, hvor solen skinnede hele sommeren. Og en dreng og hans familie, hvor han har sin far, mor, søster og bror. Der er også en pige i hans klasse, som er lidt vild med ham og spørger, om han vil være kærester med hende. En dag spørger hun, om han vil med hende hjem og spise studenterbrød. Han svarer ja, for han elsker studenterbrød.
Jeg vil anbefale den her bog til folk, der kan lide kærlighed og lidt gamle dage. Jeg syntes ikke selv, bogen var særlig god. Men ret kedelig. Og hvis jeg skulle give bogen stjerner fra 1-5, ville jeg give den 1.

Bogen kan købes her.

4 visninger