• Ditte

Elmer Baltazar - truslen fra Kragoria


Der er gået et halvt år siden den sidste nat i Arkadia. Emmy og Elmer har aldrig fået talt om deres eventyr. Det synes Elmer i hvert fald ikke. I mellemtiden er han begyndt at skate, han har fået en ny mobil, som han ikke fatter, og udenfor falder sneen.

Deres eventyr har ændret Arkadias baggrundshistorie. Det opdager Emmy, da hun starter computerspillet Eye Master op. Men der er noget, som ikke stemmer. Kan Rania, dronningen med de grønne øjne, stadig være i live?

Pludselig modtager de to en besked fra Morgion. Kip Lynild er i problemer, og mørke kræfter truer riget. De to klassekammerater må igen af sted til Arkadia. Ikke som Emmy og Elmer, men som Lorac den Ukendte og Anzar Nattehøg.

Serien om Elmer Baltazar handler om klassekammeraterne Elmer og Emmy, der rejser ind i computerspilsverdenen Arkadia, hvor de møder både venner og fjender.

Ovenfor ser du et kort over Arkadia - den verden, Elmer og Emmy rejser ind i.


Bogen er en flot opfølger til første bind i serien og vi sidder helt på pinde for at få den næste bog i hænderne.

Hovedpersonerne, Emmy og Elmer, bliver i denne bog endnu mere udfoldede. Vi lærer dem bedre at kende og følger deres udvikling.

Elmer får en avatar og som læser følger man nervøst med, når han skal iføres biobrynjen for første gang og gennemgå forvandlingen, så han bliver til Anzar Nattehøg og kan drage ind i Arkadia som rutineret kriger.

Bogen her adskiller sig fra første bog ved at den ikke er en afsluttet enhed, men en typisk midterbog, der lægger sig opad den foregående og samtidig gør klar til en opfølger.

Forfatteren Tobias Bukkehave formår at koble hverdagen i skolen med den meget anderledes verden, Arkadia. Elmer gennemgår en udvikling i et teaterstykke på skolen - og denne udvikling kan han bruge til meget i sin videre færd.


Der er mange handlingstråde og man skal som læser holde koncentrationen. Forfatteren holder dog læseren godt i hånden og sørger for, at man kan følge med. Det gør dog, at vi vil anbefale bogen til læsere over 10 år.


Vi giver bogen fem stjerner.

Bogen kan købes her.

7 visninger